1 år er gået siden en lille gruppe af PCM spillere rykkede ud af vante omgivelser, og startede et nyt projekt. Med Bjergkongen (nu Jev) og Virenque i spidsen satte de sig for at starte et nyt PCM site der skulle være nyskabende og samtidig give PCM spillerne et nyt alternativ. Dette site kaldte de for PCMGeeks.dk. Dengang var størstedelen af de danske PCm spillere samlet på Feltet.dk’s forum, og dette betød at man måtte gå efter at finde kompetente crewmedlemmer herfra. Det lykkedes da også fint. Et hold af folk med vidt forskellige kompetencer fandt sammen, og skulle nu vise deres værd.
Fødslen var som fødsler er flest. Lang og vanskelig. Det tager tid at få alt klart til fremvisningen, og PCMGeeks.dk, der var babyen i denne sammenhæng, var ingen undtagelse. Der krævede slid at få ”fyld” på det nye site, i rytterdatabasen, artikelsektionen og ikke mindst downloadsektionen. Men tingene kom på plads til den store dag, tirsdag d. 6. juni 2006. Den dag, da det hele skulle stå til skue for de afventende PCM spillere.
Brugerne lod vente på sig, som det sker for de fleste. Men de kom stille og roligt til, og i takt med det, steg også mængden af indhold, samt kvalitet på det nye site. Fremgangen var til at se, og udgivelsen af det nye spil var absolut en stærkt medvirkende årsag til det. PCMGeeks viste flaget ved at udgive databaser med navne-opdateringer, og tjente generelt brugerne godt i starten.
Men som det er set før gik holdet en mørkere tid i møde da cykelsæsonen sluttede. Interessen for spillet forsvandt hos en del, og PCMGeeks crew led også under dette. Men nye tiltag gav lys for enden af tunnellen. Ikke mindst PCMesterskaberne i december, som V-4-E tog sig af, løftede sitet meget, sammen med ting som PCMGeeks Awards samt Hall of Fame. To ting der supplerede hinanden godt. December var de nye tiltags måned, men før det var også Shirt-Request-Center og T-Photons Titan projekt kommet til. PCMGeeks ville udrydde inaktivitet, og det gik ganske godt.
Senere gik det endda så langt at PCMGeeks meldte sig til at afholde et Danmarksmesterskab i Pro Cycling Manager 2006. Det kom dog aldrig helt til at hænge sammen, om end interessen var umådelig stor blandt de danske spillere. Da arrangøren af DM forlod sitet, tog han dette projekt med sig til sit nye site, hvor han har fortsat det. Men PCMGeeks lever strålende uden.
Med nye folk bag kulisserne der lægger arbejde sammen med stor interesse er PCMGeeks sikret en god fremtid. Med et nyt spil på vej har sitet igen rustet op, og lavet en stor optakt og nedtælling til PCM2007. Nyhedsstrømmen er stærkere end nogensinde før på sitet, og det vil den blive ved med at være, for der er altid noget at fortælle om i det evigt voksende fællesskab, som vi kalder PCM-scenen. PCMGeeks vil fortsætte sit arbejde og se frem mod sin 2-års fødselsdag med stor glæde og arbejdshandsker som aldrig slides ned.
Dette er hvad Virenque skrev om det første år med PCMGeeks. Sidenhen er en masse vand løbet under broen. Hele 4 år er gået siden denne artikel udkom, og det har da utvivlsomt været 4 år med blandede fornøjelser.
Men lad os nu starte fra hvor vi sluttede, nemlig… år 2.
Allerede ca. en uge efter starten på år 2, kom PCM 2007 til download. Spændingen blev udløst da spillet en uge senere kom ud. Det varede dog ikke mange dage inden spillet blev fyret ned af sidens anmelderduo, T-photon og DOMOMAN. Dette var folk ikke positive over, men med tiden gik flere og flere over på deres side og indså at spillet absolut ikke var noget at råbe hurra for. Derfor måtte mange allerede efter et par måneder se lysten til spillet og dermed også Geeks forsvinde.
Der var dog absolut ikke kun negative ting at se. Nye initiativer skred frem. Blogsektionen blev oprettet ligesom PCMGFTM (PCMGeeks Fantasy Team Manager) blev opstartet. Det sidstnævnte her fik dog en yderst kort levetid og en omstrukturering og genopstart formåede ikke at få det til at køre. Også det såkaldte PCMMagasin brød frem. T-Photons TITAN05 gjorde også sit for at skabe interesse for spillet.
Da PCMGFTM som nævnt mere eller mindre var dødfødt opstod det såkaldte CC hen mod slutningen af året og skabte stor opmærksomhed.
Knapt var startskuddet til PCMGeeks’ tredje år gået, før crewet rystede en ny konkurrence frem. De mange skriftlige kæmper skulle da også have chancen for at vinde nogle af sidens fede præmier. Således brugte flere crewmedlemmer sine kontakter til at få fremskaffet en flot præmiepakke med både medlemskaber i CSC’s fanklub og en bunke eksemplarer af det nyeste PCM. Konkurrencen blev straks en succes og hele 17 stories var med i en konkurrence der blev domineret af flere af scenens store kæmper.
Men et nyt spil kom da også og denne gang fik det betydeligt bedre modtagelse af anmelderne på geeks, men der manglede stadig en del, hvilket igen hen på efteråret kunne ses på den mindskende mængde af aktive brugere.
I december 2008 kom så en af de helt store nyheder. Det gamle look var på vej ud og der skulle bruges nogle til at sørge for det. Derfor kom Lars Bo og Thomas til siden for at skabe en ”revolution”.
Det varede dog noget tid inden dette blev synligt.
D. 9/3 2009 slog den nye side nemlig dørene op og på trods af at visse brugere havde lidt svært med at vænne sig til den, fortsatte alt som det var før.
Også denne gang fik storykonkurrencen stor succes, denne gang med 19 deltagere og igen med en ganske klar top 3.
Vi nærmer os nutiden.
År 4 blev åbnet med noget af et brag. Hele 3 nye konkurrencer kom frem i løbet af de første 25 dage med Tourkonkurrencen som den uden tvivl største, men også nekrolog- og forventningskonkurrencen.
Tourkonkurrencen var sågar så stor, at den kan kaldes for PCMGeeks’ til dato største konkurrence med en præmiepulje på hele 10.000 kr.
Ikke kun positive ting kan dog nævnes, når man ser tilbage på dette år. Det var nemlig også året, hvor ”PCM-krigen” kulminerede. Anklagerne fløj frem og tilbage mellem geeks og PCMScandinavia. Dette kom på sit højeste, da en Geeks-SA efter sigende havde forsøgt at komme ind på en Scandi-SA’s bruger (nævner ingen navne), ligesom en Scandi-admin forsøgte på at infiltrere Geeks-crewet.
Og så er det vist også blevet tid til at omtale det nu afsluttede 5. år med PCMGeeks. Et år der uden tvivl har været ekstremt hektisk.
I slutningen af juli valgte stort set hele sidens crew nemlig at forlade siden, langt de fleste for at starte PCMFreaks. Yderst frustreret blev 4 crewmedlemmer tilbage. Frustrationerne blev dog hurtigt lagt bag os og i stedet for at lukke siden skulle det hele ændres. I en længere periode var undertegnede alene mand til at hjælpe og holde siden kørende mens Lars Bo, Thomas og DOMOMAN arbejdede med det nye.
Efter et lille halvt år med kun 4 crewmedlemmer begyndte ”oprustningen” dog og Geeks fik opbygget det kompetente crew der nu styrer siden.
Men også her på det seneste er der kommet nytænkning ind. Især de forskellige ”turneringer” har givet allrounderne mulighed for at vise sig frem ligesom etapeskaberne for første gang yderst længe har fået muligheden for at vise sig frem.
Men hvad byder fremtiden mon på? Det er absolut ikke til at sige. Det eneste der kan siges, er at den nye side kommer nærmere dag for dag, geeks vil fortsat arbejde for at give brugerne god service og spændende konkurrencer
Kunne være fedt, hvis det nye design kom på fødselsdagen.
Det er da mere end et år siden Geeks startede.
nvm. Efter at have læst igennem et par gange kan jeg se det.
Fin artikel, Agger, dog mangler den flere beskrivelser og flere dybdeboringer. Der mangler nogle flere detaljer, og der er intet om den interne ballade, der herskede i størstedelen af dette efterår, eksempelvis. Men ellers yderst acceptabel artikel!
Interne ballade? Som sagt var vi kun 4 tilbage og der var ikke rigtig noget ballade der...
Jeg taler ikke om crewet. Internt som brugerne imellem og brugerne vs. crewet: Du vil vel ikke påstå, der ikke var postyr der. Tror dog ikke der var crewet imellem.
Utroligt mangelfuld, sorry to say, men det er den.
Jeg er fuldt ud klar over, at der mangler en del, men den giver en fin oversigt over de største ting der er sket de 5 år...
Synes det er dejligt at du har taget dig tid til at skrive det, Agger
var hvert i fald ganske fin læsning imo.
Tillykke PCMGeeks. 
"ligesom en Scandi-admin forsøgte på at infiltrere Geeks-crewet" - Jeg tror du har misforstået mit mål. Jeg var udelukkende ude på at vise, at visse folk kaldte mig en uintelligent spade, fordi jeg var kontroversiel og så ville det naturligvis have været en bonus, at have fået en invitation til crewet, som jeg dog på intet tidspunkt tænkte på at tage imod. Det sidste lykkedes ikke rigtig, men det første tror jeg fungerede over al forventning.